Få hjælp til at finde det rigtige bid til din hest

Synes du også, at det kan være svært at finde det rigtige bid til din hest? At der findes så mange forskellige bid på markedet, at det kan være en jungle at finde rundt i? Hos LANG & LANG Rideudstyr har vi stor succes med at afholde biddage, og vi har efterhånden været på besøg hos mere end 20 rideskoler og private stalde. 

 

 

 

 

Hvordan foregår en biddag?

Vores biddage afholdes i samarbejde med Herman Sprenger. På en biddag kommer vi og Kathleen - den danske agent for Herman Sprenger - ud i din stald eller på din rideskole og rådgiver og hjælper dig med at finde det bid, som du og din hest fungerer bedst med. Med os har vi et stort testcenter af bid bestående af mange forskellige testbid - og det er både trensebid, bridonbid og kandarstænger. Det kan derfor både være til trense eller til kandar, som vi kan hjælpe med. 

Ud fra dialog og ved at se dig ride, sporer vi os ind på, hvad der er bedst for dig og din hest at prøve. Med muligheden for at kunne prøve flere forskellige bid på en biddag afhælper det som regel de flestes frustration, da vi finder den rette løsning, uden at du behøver at købe dig fattig i bid. 

Når vi er ude til biddage kigger vi på din hests anatomi - om den fx har en høj eller en lav gane, om den har lidt plads at bære biddet på, eller om den har en tyk tunge. Disse anatomiske faktorer er alle pejlemærker for hvilket type bid, der vil være det bedste for jer at prøve at ride med. 

Derudover taler vi om evt. ridemæssige udfordringer. Det kan være, at din hest har tendens til at være stærk og gå imod hånden, at den løber, stikker tungen ud, er sensitiv i munden eller mangler sug til biddet. Ved at se dig ride giver det os et godt indtryk af jer som equipage, og giver os den allerbedste forudsætning for at kunne hjælpe jer. 

Det er vigtigt for os at pointere, at du ikke behøver at have bidproblemer med din hest for, at det giver mening at deltage til en biddag. Flere af de ryttere som vi har hjulpet, har også deltaget for at få et tryghedstjek af det bid, som de allerede bruger - virker det, og er alt som det skal være, er der ingen grund til at skifte biddet og lave om på noget. I skal ikke købe noget bare for at købe noget!

Vores baggrund for at afholde biddage

En af vores store passioner inden for rideudstyr er at nørde i produkter, som kan optimere vores dagligdag i stalden og træning med hestene - og ikke mindst at videregive den viden, som vi har tillært os efter mere end 25 år i rideudstyrsbranchen og endnu flere år som hesteejer. 

Som rytter i en professionel trænings- og salgsstald hos Hasse og Grethe Hoffmann i mange år, og med ansvaret for træning af forskellige heste gennem årene, har Kathrine selv oplevet vigtigheden af, at det udstyr som vi bruger, passer optimalt til den enkelte hest. Derudover har træningen af de mange forskellige heste givet os en god stor pose af værdifuld viden og erfaring om, hvilke type af bid der passer godt til hvilke heste og ponyer.   

Ovenstående sammenholdt med vores oplevelser i butikken, hvor vi har snakket med frustreret kunder, der er kommet for at få hjælp til valg af det rigtige bid, er hvorfor vi afholder biddage. 

Vi har meget viden at dele ud af, og det er bare nemmere at løse evt. udfordringer - om de er relateret til ridningen eller til omtømning - ved at se dem "live" fremfor "blot" at snakke om det i butikken.  

Praktisk info om en biddag:

  • Ved biddag i Jylland og på Fyn min. 5 deltagere
     
  • Ved biddag på Sjælland min. 10 deltagere 
     
  • Hver deltager får et fast tidspunkt som der skal være varmet op til
     
  • Pris: 400 kr. 
    Ved køb af bid på dagen fratrækker vi 100 kr. i rabat. 
     
  • Kontakt LANG & LANG Rideudstyr på 28930174 eller info@langoglang.dk
Privatlivspolitik Cookiepolitik